Tophejre og alt 'godt' fra oven

af Bjarne Nielsen

Dennis, Martin og jeg var d. 11. juni 2003 kørt til sydenden af Ringkøbing Fjord for om muligt at få et glimt af den Tophejre, som havde opholdt sig i området i nogle dage. Hvis vi ikke skulle være så heldige at se Tophejren, var der i stedet mulighed for at se den Sølvhejre, som også var rapporteret fra Værnengene i nærheden indenfor de sidste par dage.

I første omgang forsøgte vi lige vest for Bork Havn, hvor Tophejren skulle kunne ses, hvis man gik ud ad en markvej, der starter, hvor der stod en landbrugsvogn med vandtank på.

EN NÆSTEN USYNLIG STI

Vi fandt let landbrugsvognen, parkerede bilen og gik ud ad markvejen. Men det viste sig snart, at den ikke var særlig lang. Efter få hundrede meter endte den og fortsatte som en næsten ikke synlig sti gennem det høje græs ud over de meget fugtige enge. Da ingen af os havde taget terrængående fodtøj, dvs. gummistøvler, på, så det ud, som om vores eftersøgning efter Tophejren måtte stoppe her. Nu giver jo ikke så let op, så vi fandt et stor bunke tagrør, som vi besteg og brugte som udkigspost. ...lige lidt hjalp det. Vi så ingen Tophejre !!

VÆRNENGENE

Nu kunne vi ligeså godt tage et kig på de nærliggende Tipperne, så vi kørte ud til Værnengene, gjorde først holdt ved laden, hvor vi var oppe på første sal og kigge men ikke så noget særlig interessant. Derefter kørte vi ud til fugletårnet ved nordvest enden af Værnsande. Det er godt nok ikke verdens mest moderne og solide tårn, men under alle omstændigheder fandt vi Sølvhejren. Den gik inde i bunden af Værnsande, hvor den lyste godt op med sin kridhvide fjerdragt mod de fjorgamle rør.

Nå, så havde turen da ikke været forgæves, selvom en Sølvhejre jo ikke helt kan måle sig med "en med top".

EN HALV TIME TILBAGE

Vi havde fået klokkeslet med hjemmefra, dvs. at bilen skulle være hjemme til middag. Det gav os kun en halv time tilbage. En halv time som vi besluttede at "spilde" på endnu en gang at forsøge at finde Tophejren.

Da vi kom tilbage til vandtanken, opdagede vi, at der 25-30 m øst for den gik endnu en vej ud i området. Tjah, den kunne vi jo ligeså godt prøve, så det gjorde vi. Da vi kom ud for enden af vejen, kunne vi se, at den passede bedre på den beskrivelse, der kunne findes på nettet, så vi parkerede og steg ud for at tjekke lokaliteterne. Bilen holdt, så vi kunne stå i dørene og kigge ind over rørene. Det gav os de 20-30 cm mere i højden, der betød en smule bedre oversigt. Desværre var der ingen lille, lys hejre med orangebrun top, der sprang os i øjnene.

ENDELIG

Pludselig, da vi faktisk var ved at skulle pakke sammen og afsted, opdagede jeg en mindre og lysere fugl, der gik ved siden af en Fiskehejre i rørene. Et nøjere tjek afslørede, at der var den endelig, den meget eftertragtede Tophejre. Hurtigt hoppede Martin og jeg ned fra "dørtrinene", vi fandt alle tre vore teleskoper frem fra bagagerummet, stillede dem op foran bilen og fangede dyret. Den viste sig nu fint frem, en hovedsagelig grumsethvid fugl med nogle imponerende lange orangebrune fjer hængende helt ned midt på ryggen fra nakke og isse. Ind imellem, når den blev lidt ophidset (vores tolkning !), løftede den toppen. Imponerende !!

ET ORDENTLIG BRAG

Mens vi stod og studerede Tophejren meget intenst, lød der pludselig et ordentlig brag fra bilen, og ud af øjenkrogen så jeg et eller andet mørkt styrte til jorden. Vi fór alle helt sammen ved braget, der nærmest lød, som om nogen havde kastet en kæmpe jordklump på bilens tag. Da vi kiggede op, var det eneste, vi så, en Sølvmåge, der var på vej væk fra os. Det var helt sikkert synderen.

Da bilen blev tjekket, var det tydeligt, at mågen havde sluppet sine efterladenskaber lige over bilen, men der var ikke tale om sædvanlige måge-efterladenskaber. Normalt vil man forvente, at efterladenskaberne bærer præg af, at hovedfødekilden er fisk, men her havde vi åbenbart at gøre med en "vegetar-måge".  På og omkring bilen var der tydelige spor af en blanding af strå, korn og jord. Et slag på tasken gav en samlet anslået vægt på omkring ½ kg. Derudfra kan man se, at det var en virkelig anselig tømning, mågen havde foretaget, og sporene efter droppet var bestemt også tydelige.

HÆNDELSESFORLØBET

En minutiøs undersøgelse af "gerningsstedet" resulterede i følgende beskrivelse af hændelsesforløbet:

Da mågen slap sin ladning, ramte denne bilens tage i det forreste, venstre hjørne lige foran og over føreren. Ved nedslaget var ladningen blevet delt i to. Én halvdel var røget ned ad forruden, hvorefter noget havde sat sig i vinduesviskeren, noget andet havde lukket luftindtaget ved motorhjelmen, medens resten var drønet videre ned over motorhjelmen og på jorden, hvor den var stoppet ca. ½ meter fra, hvor vi stod med teleskoperne. Den andel halvdel af ladningen var suset ud over taget i førersiden, hvor døren stadig stod åben. Herefter havde den ramt sideruden indvendig, var fortsat ned ad døren, indtil noget var endt i kortlommen nederst på døren, og resten var landet på jorden.

Kort sagt: ....et utroligt svineri !!!  - men også et utroligt held. Tænk, hvis vi stadig havde stået på dørtrinet, da "bomben" faldt. Det ville uden tvivl have været en meget "nedslående" oplevelse. Især for Martin der et par minutter før havde stået i netop den døråbning, medens han lænede sig ind over taget. Nu kunne vi heldigvis "nøjes" med at gøre bilen ren, og så ellers begive os hjemad. Vi var allerede rigeligt sent på den. Sjovt nok, var der ingen, der havde lyst til "frisk" luft fra bilens dyser på hjemturen.

Moralen er, at man skal være opmærksom på alt i sine omgivelser, selvom man har en Tophejre i skopet !!